Arbejdsglæde er en fantastisk ting – og et surt job kan give alle slags problemer lige fra stress og mavepine til depressioner og sygdom. Heldigvis har de fleste danskere efterhånden også fattet, at det selvfølgelig er sjovere at være glad på jobbet, især når man skal være der så mange timer. Arbejdspladserne har efterhånden også indset, at de kun får motiverede, effektive og servicemindede medarbejdere når de ansatte elsker jobbet. Der er simpelthen penge i arbejdsglæde!
10.000 kr’s spørgsmålet er selvfølgelig: OK, jeg er overbevist – arbejdsglæde er godt. Hvordan gør vi? Det er heldigvis ikke rocket science.
Og nu hvor der er finanskrise og dårlig stemning på mange arbejdspladser, er det blevet vigtigere end nogensinde at skabe arbejdsglæde. Vi kan simpelthen ikke leve med, at det skal være surt at gå på arbejde hver dag de næste mange måneder.
Og her er 5 helt konkrete ting du kan gøre allerede i dag, for at skabe resultater og relationer og få noget mere arbejdsglæde.
1: Gør noget rart for en kollega
Min kæreste havde engang et job i et stort forsikringsselskab, hvor der bestemt ikke var meget gang i arbejdsglæden. En aften så hun, at en kollegas kaffekop stod uvasket ude i deres tekøkken. Hun greb hurtigt kaffekoppen og vaskede den op. Så tog hun en post-it seddel og skrev “Hav en god dag” og en smiley og satte den på kollegaens kop. Næste morgen kom kollegaen gennem afdelingen med koppen, smilende over hele femøren mens hun glad sagde “Hvem har skrevet det her? Jeg blev bare så glad! Hvem var det?” Sådan en lille ting havde reddet hele hendes dag – måske hele hendes uge. Vi elsker de små betænksomme ting, som andre gør for os. Bring nogen en kop kaffe. Læg et stykke chokolade på nogens skrivebord. Bare noget, som gør nogen glad.
2: Ros!
Vi elsker ros. Mange arbejdspladser kører en stil der hedder “Så længe du gør dit arbejde OK, hører du ikke noget”. Underforstået: “Men så snart du laver den mindste fejl, så falder hammeren”. Drop den stil, og begynd i stedet at rose folk, hver gang de gør noget godt. Det er sindssygt motiverende at få en high-five og et par oprigtige, rosende ord af en kollega eller chefen når man lige har præsteret noget cool.
3: Sig go’ morgen
Ved du hvad jeg bare ikke kan fordrage? At møde om morgenen, komme ind på kontoret, gjalde et glad “god morgen” ud over hele lokalet… og så er der bare ikke nogen der svarer. Selvfølgelig er det en lille ting, men det er altså ikke rart at starte dagen med at blive ignoreret.
Her er opskriften på et godt god morgen.
For det første: Få øjenkontakt. Det er ikke farligt, det gør ikke ondt og det sikrer, at du rent faktisk får givet den anden person din fulde opmærksomhed.
For det andet: Læg noget begejstring i det. Ikke et tvært, ligegyldigt “’morgen” kan ikke gøre det. Det skal være et “god morgen” som lyder glad, overskudsagtigt og positivt.
For det tredje: Rør ved personen. Et håndtryk, et klap på skulderen – et knus hvis du arbejder med folk der kan lide den slags. Jeg ved godt vi danskere helst vil gå gennem dagen uden overhovedet at have stødt ind i, endsige rørt ved, andre mennesker, men der er en mening med galskaben. Når du har trykket nogens hånd om morgenen, er det meget sværere at være uvenner resten af dagen – og meget nemmere at skabe tillid, samarbejde og arbejdsglæde.
Og sidst men ikke mindst: Tilføj et eller andet ekstra til dit “god morgen”. Sig “Godt at se dig igen”, “Er du frisk?”, “Du ser godt ud”, “Ha’ en super dag” eller lignende.
En dag der starter med en hel stribe friske, veloplagte morgenhilsener bliver garanteret bedre end en dag der starter med at du bliver ignoreret af dine kolleger. Og undersøgelser viser også, at starten på din dag har det med at påvirke resten af dagen – det humør du lægger ud med, har det med at fortsætte. Så du kan lige så godt lægge glad ud! Og husk også lige et glad “farvel og på gensyn” inden du går hjem. Det kan godt være du ikke synes du har tid til det – men sandheden er snarere, at du ikke har tid til at lade være!
4: Husk 3 gode oplevelser fra arbejdsdagen
Lige inden du går hjem fra arbejde, griber du et stykke papir og skriver 3 oplevelser ned som har givet dig arbejdsglæde den dag. Det kan være store ting eller små ting – bare noget som gjorde dig glad. Det hjælper dig både ved at give mere arbejdsglæde og ved at træne dig til at tænke mere positivt.
5: Rør dig
Det er svært at være frisk, energisk og motiveret, hvis din krop er træt og sløv og tung, og når man sidder ned hele dagen på jobbet, bliver kroppen gradvist mere og mere doven. Kom op og rør dig, sæt gang i blodomløbet, stræk kroppen igennem – det hjælper på energien.
Hvad enten du er den administrerende direktør eller portvagten kan du gøre en forskel. Så længe vi sidder på vores flade og venter på at kollegerne, chefen virksomheden og samfundet skal komme og give os arbejdsglæde, sker der absolut ingenting.
- JyllandsPosten
